HESTEEJENDOM I SÆRKLASSE
Utroligt smukt byggeri, hvor både stuehus og staldlænger går i harmoni med hinanden. Smukt brændte mursten, sortglasseret tegltag, tårn med kobberspir, kobbertagrender og -nedløb, kobberinddækninger og kobberlamper. Ydermure med flotte udsmykninger, gesimser, runde murerstik over vinduer, døre og porte, staldgange med brosten og meget, meget mere.
Absolut en ejendom i særklasse med 13 ha jord tæt rundt om ejendommen. 8 ha jord med folde er placeret direkte rundt om staldbygninger og ridehal og yderligere 5 ha er beliggende med adgang fra bageste folde (over en lille vej).
Ejendommen er roligt beliggende i udkanten af byen Arnum ved Gram og dermed kun ca. 900 m fra den lokale købmand. Arnum har masser af muligheder for den yngre generation – se mere om muligheder for børnehave, dagpleje, skoler m.v. – klik her.
Stuehuset:
Indeholder 492 kvm bolig med plads til den store familie. I stueplanet findes et meget stort køkken/alrum med brændeovn og udgang til morgenterrasse foran huset. Alrummet er indrettet som stor rund karnap og et massivt vinduesparti – her er masser af lys og luft. En dobbelt glasdør fører til stuen, hvorfra der er udgang til vestvendt terrasse. Stuen er bl.a. udstyret med massive plankegulve fra Dinesen og køkkenet er et kvalitets køkken fra Unoform, som er særdeles veludstyret med hvidevarer fra bl.a. Gaggenau og Miele.
Entré / trappehall er placeret i midten af huset, og herfra er der indgang til et stort badeværelse og et tilhørende garderoberum. Bag entré / trappehall er der indrettet et stort bryggers med videre adgang til stor dobbelt garage. Endvidere er der fra bryggers indgang til kontor med direkte adgang til staldbygning nr. 1.
1. salen indeholder hyggelig fællesstue med brændeovn, 6 store værelser – hvoraf nogle er med hems – samt et stort badeværelse med tilhørende sauna. Herudover findes et lille charmerende tårnværelse.
Staldbygning nr. 1 på 282 kvm:
Bagest i stuehuset hvor der er indrettet et stort kontor med tilhørende toilet, findes direkte udgang til staldbygningen. Denne staldbygning er udstyret med 8 bokse, vandspiltov, solarium, sadelrum, rytterstue m.v. Boksene er alle adskilte med flotte mure i afrundede mursten, og der er åbent til kip over alle bokse, vandspiltov, opsadlerrum m.v. Staldbygningen er udsmykket med murerstik over alle åbninger – indgang, mellemgang, vinduer i hestebokse – og man får klart en fornemmelse af en eksklusivitet ud over det sædvanlige.
Med indgang fra udvendig side af bygningen findes trappe til 1. sal, hvor der over sadelrum og rytterstue er indrettet en lille “lejlighed” (ej anført som bolig). Her findes en lille stue / soveværelse med kitchenette samt et badeværelse.
Staldbygning nr. 2 på 562 kvm:
Denne staldbygning er opført i præcis samme stil som stuehus og staldbygning nr. 1. Her findes en afdeling med 16 bokse, en afdeling med 12 bokse, vandspiltov, solarium, sadelrum, foderrum m.v. Bygningen er placeret overfor staldbygning nr. 1 og mellem de to bygninger er der anlagt en ridebane.
Med separat indgang fra udvendig side af bygningen findes en 3 værelses lejlighed i 2 plan på samlet 95 kvm – lejligheden er godkendt som bolig.
Ridehal og ladebygning på 1.230 kvm:
Bygningen er samlet ca. 18×68 meter, hvoraf der er indrettet ridehal på ca. 18×40 m. De sidste 28 m af bygningen er indrettet som lade og som hestestald med yderligere 10 bokse. Bygningen er beliggende i tæt tilknytning til de to staldbygninger.
Adgangsforhold til ejendommen fremtræder meget repræsentativt med lang flot indkørsel med kobberlamper og smukt anlagt parkeringsplads foran stuehuset.
Haven er anlagt tæt rundt om stuehuset, og er meget let at holde.